Året er 1997. Jeg står på perronen og ryger en sidste cigaret, inden jeg skal op i nattoget til København og videre derfra til Martinus Centret i Klint. Jeg har i de sidste tre uger forberedt mig mentalt på, at jeg for alvor skal holde op med at ryge. Jeg slukker den sidste cigaret med en bevægelse, som jeg gennem øvelse har fået talent for i mine tredive år som ryger og smider den tomme pakke bort. Nu eller aldrig skal jeg blive fri fra mit rygebegær.

Jeg havde læst Martinus åndsvidenskab i omkring syv år og af hele mit hjerte taget analyserne til mig. Men hver gang, jeg kom til de linier, hvor der stod noget om tobakkens skadelige indvirkning på organismen, læste jeg det hurtigt og ukoncentreret og skyndte mig så videre til noget mere interessant. Min rygning havde ikke skadet mig, mente jeg. Jeg havde skam ingen rygehoste eller andre symptomer, der kunne tyde på skadelig virkning, så det behøvede jo ikke at gælde mig. Mine undskyldninger var mange, og jeg kunne argumentere for dem, også højt over for andre mennesker.
Men nu, mere end et årti senere, kan jeg forstå, at uroen trods alt gnavede sig ind i min tankeverden, dybere og dybere. Et eller andet sted inde i mig begyndte der ubemærket at ske noget, jo mere kosmologi jeg læste og forstod. Jeg følte mig trods alt lidt ansvarsløs over for mine mikrovæsener ind imellem. Det gnavede i min samvittighed.
Under et månedslangt ophold i udlandet forsøgte jeg at afholde mig fra cigaretterne, og det fungerede udmærket – til jeg kom hjem. Alle gamle vaner og uvaner mødte mig i døren. Jeg savnede min ”ven” cigaretten, når jeg trængte til lidt trøst. Jeg savnede ”vennen”, når jeg skulle fejre noget. Jeg opdagede, at cigaretterne styrede mit liv, og at jeg virkelig var slave af dem. Ikke flere cigaretter! Butikkerne lukker snart! Panik! – Pinligt.
Men når eleven er parat, kommer læreren, siges der.

Og sommeren 1996 mødte jeg danske Kirsten i Klint. Vi boede ved siden af hinanden og blev gode venner. Jeg sad ofte uden for mit opholdssted og røg, og vi var sammen på vores fælles lille altan.
Jeg kan ikke nægte, at jeg skammede mig lidt, hver gang nogen gik forbi og så mig pulse på en cigaret. ”Det passer jo ikke godt sammen at være kosmologistuderende og at ryge”, syntes jeg at kunne se i deres øjne. Skønt ingen sagde noget på noget tidspunkt. Det var min egen dårlige samvittighed, der lod høre fra sig.
Jeg bekendte mine generende tanker for Kirsten, og hun bekendte på sin side, at hun også havde røget, men at det var lykkedes hende at holde op. Hvordan i alverden det var lykkedes hende, ville jeg jo gerne vide. Og hun fortalte mig om den kosmologiske ryge-stop-metode. Jeg lyttede med store ører og syntes, at metoden mildest talt virkede tvivlsom. Kunne den virkelig fungere? Men Kirsten bedyrede, at den var så effektiv, at hun havde haft vanskeligheder med at fuldføre metoden helt, for hun fik stærk modvilje mod cigaretter, inden ”aftalen” udløb! Hun tvang sig selv til at ryge den sidste uge. For, som hun sagde : ”, en aftale er en aftale, og den må man respektere”.
Sådan skal du gøre, hvis du vil holde op med at ryge, forklarede hun mig: Du skal indgå en aftale med dem af dine mikrovæsener, som har rygetrang, og som er inkarneret i din organisme. Tale med dem om, venligt men bestemt, at ”nu skal jeg holde op med at ryge”. Sig at ”I får så og så mange (bestem selv antallet) uger til at flytte ud af min krop og hen til et andet sted. Jeg takker jer for alt samvær i årenes løb. Vi har haft mange hyggelige stunder sammen, men nu må vi skilles. Nu er det alvor. Om så og så mange uger skal jeg tage mit sidste drag, og derefter er det slut mellem os for altid. Uden pardon!” Og for hver dag derefter skal du meget bestemt, men venligt, minde dem om, at der nu er bare så og så mange dage tilbage, før de skal være flyttet endeligt ud.
Og det var det, jeg havde forberedt mine mikrovæsener på, da jeg stod på perronen i sommernatten og slukkede min sidste cigaret, at nu bliver der ikke mere nikotin til jer. Nu er det slut!
Hvad der også endnu mere motiverede mig til min beslutning var, da jeg forstod, at jeg måtte blive af med rygetrangen her på det fysiske plan. For ifølge Martinus ville alle mine begær og tilbøjeligheder følge mig, når jeg døde, og jeg havde ingen lyst til at sidde fast i ”skærsilden” længere end nødvendigt på grund af mine bindinger og begær efter en jordisk giftpind. Nej, jeg ville virkelig ikke blive en vandrende usalig ånd, der opsøgte andre rygende fysiske væsener, der fandtes tilbage på jorden, for at tilfredsstille et usundt begær efter tobak, som jeg ikke havde kunnet befri mig for. Nej, og atter nej.

Ærligt talt havde jeg tvivlet stærkt på, at metoden ville virke på mig. Jeg havde ikke helt fulgt metoden, sådan som Kirsten havde lært mig. Hun havde endda som hjælp lånt så mange uhyggelige anti-rygnings-film hjem, som hun kunne finde, og havde tvunget sig til at se alle de frygtelige billeder af cancersvulstige lunger og andet forfærdeligt, som rygere kan rammes af. Det kunne jeg bare ikke få mig selv til. Så jeg havde jo fusket lidt. Og med i bagagen havde jeg nogle nikotinplastre…hvis nu.
Men jeg sørgede for at holde mig fuldt beskæftiget alle de seks uger, jeg opholdt mig i Klint den sommer. Jeg gik til alle foredrag både morgen og aften, symbolgennemgange, studiegrupper, ja alt, der kunne holde mig borte fra tanken om cigaretter. Jeg havde ikke engang tid til at tænke på at bruge nikotinplastrene, sådan som jeg ilede frem og tilbage fra det ene sted til det andet på min cykel. Om aftenen spiste jeg kager på terrassen, gik tur og så de fleste solnedgange. Min værtinde påstod senere, at hun bare ”så ryggen af mig” den sommer.
Men det lykkedes for mig! Da jeg kom hjem, blev jeg allergisk over for røg! Jeg væmmedes i en sådan grad derover, at mine venner ikke længere fik lov til at ryge hjemme hos mig. Jeg kunne bare ikke tåle lugten.
Nu er der gået tyve år siden dette, og jeg har aldrig følt mig fristet til at tage et eneste sug på en cigaret. Så jeg må give Kirsten ret. Det var en meget effektiv metode, som jeg anbefaler på det varmeste. Måske kan man også anvende metoden til at komme af med andre former for afhængighed, som f.eks. sukker- og alkoholafhængighed. Det er blot at prøve. Men husk, man skal være bestemt!

Oversættelse: EG

Artikeln publicerad i Kosmos nr. 8/06
© 2006 Marja Silverfall All Rights Reserved