Da vi var fire personer, som i respekt for Martinus’ udtrykkelige ønsker udgav hans originale værk “Det Tredie Testamente”, anlagde Martinus Institut en retssag mod os, som Instituttet vandt (se martinus-webcenter.dk).

I min søgen efter at finde den dybere mening med, at Martinus’ oprindelige værk således blev taber, var jeg langt omkring og fandt et vidtgående perspektiv. Dette kom jeg på sporet af ved at sammenligne Martinus’ mission med Jesu mission. De var jo begge kommet til jorden for at hjælpe menneskeheden i dets videre udvikling mod en større humanisme. Disse to verdensgenløsere levede i en tid, hvor der herskede en udbredt magtideologi, dvs det Martinus kalder en “magt over ret” kultur.

Hverken Mellemøsten eller Europa havde altid været en patriarkalsk hersker-kultur. Omkring 4-5000 år før Jesu tid havde der været fredelige agerbrugskulturer, som dyrkede en gudindes kvindelige skaberkraft. Arkæologiske fund har vist, at disse samfund var uden våben og forsvarsværker. Aggressive nomadiske folkeslag invaderede og udplyndrede de forsvarsløse landsbyer. De kom fra de asiatiske stepper med deres mandlige guder. Efterhånden overtog Europa herskernes magtkultur. Også fra syd drog voldelige ørkenstammer ind i det fredelige agerbrugsland Kanaan, hvor de hærgede og afbrændte landsbyerne, som vi kan læse om det i det gamle testamentes mosebøger. Dengang skabte jøderne således den karma, de senere er kommet til at betale så dyrt for - hvad også Martinus har fortalt om.

Vi ved der er en højere plan med, at menneskene på den måde får de lidelseserfaringer, de behøver for deres udvikling. Med herskerkulturens sejr kom de evigt tilbagevendende krige, der stadig forarmer Europa såvel som Israel. (Se Riane Eislers bog “Skålen og sværdet”) Selv om Jesus ikke fik ændret meget på det, fik han dog plantet nogle tanker om, at der findes en anden måde at være menneske på.

På Jesu tid havde det jødiske præsteskab så megen magt, at de kunne dømme Jesus til døden, fordi han ikke overholdt deres lov om ikke at arbejde på sabbatten. Men de skulle have den verdslige magt, romerne, til at eksekvere dommen. Også Instituttet måtte have den verdslige magtinstans, det offentlige retssystem, til at føre deres magtønske ud i livet overfor os, der havde prøvet at beskytte Martinus’ oprindelige værk. Iøvrigt var det jødiske præsteskab også gal på Jesus, fordi han havde sagt, at hvis den lille dreng ikke behøvede sin forhud, var han jo nok blevet født uden fra moders liv. Det må vi stadig ikke sige!

Ingen behøvede være i tvivl om Martinus’ ønsker og tanker, han talte og skrev jo om det i næsten 60 år. Og alligevel har man gjort omtrent det modsatte af hans ønsker og hensigter, så snart han forlod jorden. Ingen kunne være i tvivl om hvor vigtigt det var for ham, at hans “sag” blev holdt helt fri af offentlige myndigheder. Han afviste f.eks. meget bestemt alle de forslag, der af og til kom op om, at han skulle søge om tilskud som en højskole, eller søge om skattebegunstigelse for gavebidrag. For ham skulle åndsvidenskaben ikke “besudles” af smålige økonomiske spekulationer men stå helt frit. Apropos “giv kejseren hvad der er hans og Gud hvad der er Guds”!

Som Martinus så tit sagde: “Vi er ikke en forretning men en moral.” De to ting stod for ham i klar modsætning. Men så snart Marinus var væk, sagde Instituttet jatak til at komme under kontrol af den offentlige magtinstans “Erhvervsstyrelsen”, fordi man derved kunne få udbetalt noget momsfradrag. Imod Martinus udtrykkelige ønske gjorde man hans sag til en erhvervsvirksomhed, og fraskrev sig dermed al moral. Nu blev der frit spil til at ignorere alt det, der var så væsentligt for Martinus.

Mange har haft svært ved at forstå, hvordan Martinus tænkte. Der var og er dog een, som har fattet, hvordan Martinus tænkte, nemlig Rolf Elving. I Impuls-bladet år 2010 nr. 2 og nr. 4 beskriver han, hvori Martinus’ tænkning er anderledes. Her beskriver han også, hvordan Instituttet i sin bog om “Strukturen” ved misbrug af Martinus-citater taget ud af deres sammenhæng får cementeret sin egen magt.

Det er efterhånden blevet åbenbart, hvordan Instituttet er blevet en del af den hersker-kultur, som samfundet iøvrigt er gennemsyret af, og som ikke kun Martinus men også Jesus søgte at modarbejde. Nogle eksempler på herskerkulturens konsekvenser: Man tiltog sig magt til at ændre på de love, Martinus i sin sidste tid så omhyggelig fik fastlagt, og man ændrede på det rotationsprincip, der skulle forhindre at nogen fik mere magt end andre i ledelsesrollerne. Ja man tiltog sig også ret til at dele penge ud til “vennerne”, og til at ansætte en direktør (hvad Martinus havde ment ville være absurd), alt mens man opkrævede penge for næsten alting - også fra de der arbejdede gratis og frivilligt. Et komisk eksempel på herskertrangen: end ikke køb af gryder til køkkenet måtte ske uden tilladelse fra rådet.

At Martinus’ ”sag” fik mere og mere karakter af sekt, så man ved at personer, der gjorde opmærksom på fejlagtige beslutninger, blev udråbt som illoyale og udelukket fra at deltage i sagens forskellige aktiviteter. Enhver form for kritik blev ulovlig. Og det skønt Martinus opfordrede os til at tænke selv og søge med venlig kritik at rette fejl.

Der udviklede sig en frygt for at gøre noget “forkert”. Det var f.eks. strengt forbudt at bruge materiale fra Martinus’ værker til oplysningsvirksomhed, det mente Instituttet jo at have monopol på. Jeg skulle derfor indhente skriftlig tilladelse fra rådet til at bruge Martinus-artikler til mit blad “Impuls”, selv om Martinus havde sagt, hans værk var frit som “solen”. Det vigtigste var jo, at det forblev ægte, og at vi ikke begyndte at ændre i hans egne ord.

Ledelsens misbrug af sin påståede eneret til Martinus’ værk var dog mest grel, da de gav sig til at rette i hans bøger og udgav dem i Martinus’ navn uden at oplyse om, at de faktisk var uægte. Som man kan læse på martinus-webcenter.dk, anlagde Instituttet en retssag mod de “fire”, der udgav de ægte bøger, hvad de “fire” først gjorde efter i mange år forgæves at have bedt Instituttet om selv at gøre det. Og det selvom Martinus flere gange havde sagt, man ikke skulle give sig af med retssager. Han vidste godt, at åndelige spørgsmål ikke hørte hjemme i magtsystemets offentlige retssystem.

Jeg fandt iøvrigt aldrig ud af, hvem “ledelsen” var. Der var jo både formelle og uformelle ledere. Blandt de sidste var der især en Finn Bentzen, som forstod at bruge den åh så kærlige overfladeatmosfære til egne formål. Derfor advarede Martinus faktisk på et rådsmøde imod at give ham magt indenfor sagen. Da Martinus var væk, fik den hemmelighedsfulde lukkethed overtaget, så ingen ved faktisk, hvem der manipulerede hvem til at føre sagen ind i det rent kommercielle foretagende, det nu er blevet.

Selv om ledelsen ikke forstod, hvordan Martinus’ budskaber skulle omsættes i praksis og derfor så ofte handlede i modsætning til dem, søgte man som regel i teorien at formidle hans bøger i deres foredrag. Hvad sker der med et “åndeligt samfund”, når dets ledere har mistet den dybere forståelse for stifterens tanker og er blevet teoretikere? Det har Martinus skrevet noget om i Livets Bog I stk. 126. Så vil det forvitre og begynde sin opløsning, skrev han.

Da man gjorde Jesu budskaber til en organisation, en kirke, med magtbeføjelser, var den ærlige form for kristendom begyndt at forstene og langsomt gå sin undergang i møde. Jesus ønskede aldrig nogen form for magt. Det var den magt, man tiltog sig i hans navn, der i århundreder formørkede det kristne budskab. Derfor var det så vigtigt for Martinus, at hans Institut aldrig skulle være magtudøvende. Det skulle udelukkende være til tjeneste og stille hans værk uændret til rådighed for alle, så billigt som muligt, helst gratis. Man skulle ikke samle formue men blot sørge for, der var det allermest nødvendige til at formidle hans budskab.

Martinus vidste, at der i de kommende generationer vil blive flere og flere, som vil få brug for hans oprindelige værk. Derfor var der en dybere mening med, at der var nogle som sørgede for, at dette uforfalskede værk ikke kunne gå i glemmebogen, men vil være der, måske især på internettet, når en ny årgang får brug for Martinus’ hjælp til at finde meningen med menneskets liv på denne jord.

/Ruth Olsen - 29. september 2022