Lys i mørket av Tage Buch

Författare: 
Tage Buch (via Pia Schlüntz)

Lys i mørket

Av Tage Buch (via Pia Schlüntz)
 

Vi har i dag søndag, den 30. november 2014

Den 11. december afsiges der dom i en sag, som er anlagt af Martinus Institut mod fire navngivne personer: Kurt Christiansen, Jan Langekær, Ruth Olsen og Søren Ingemann Larsen.

Meningen med denne korte skrivelse er at vise, at hele denne retssag, som har optaget alle mennesker, der er interesseret i Martinus Sag, at den som alt andet her i livet er en undervisningsproces. Det er en undervisningsproces, hvor hvert enkelt menneske deltager og har hver sin rolle, som man har det i et skuespil. Vi er altså alle rollehavende i dette skuespil omkring synliggørelsen af Martinus kosmiske analyser i hans Tredie Testamente. Gud underviser, han stopper ikke, han underviser og har forskellige redskaber, som han bruger, og det absolut vigtigste er princippet om årsag og virkning. Det, der så skal ske og skal vise sig, er virkningerne af denne retssag.

Men det bliver ikke en dom i almindelig forstand, sådan som jeg ser det. Det bliver en kærlig tilrettevisning af både dem, der har anlagt retssagen og dem, som sagen er anlagt imod. Der er det ved det, at vi nok alle sammen har set sådan på det, at hér måtte Martinus gribe ind. Men Martinus har slet ikke tænkt sig at gribe ind, for han er ikke diktator. Men han gør, som Gud gør. Han bruger de samme redskaber, for mennesker skaber selv årsagerne, og han lader dem vente på virkningerne. Han har været ganske rolig i sit sind på, at tingene ordner sig på den måde, at alle lærer af deres tale og handlinger. Og dette skal ikke afbrydes, det skal gå til sin bitre ende, og det er dét, det har fået lov til, nemlig at blive til virkelig kendsgerning for mennesker, at dette her drejer sig om Det Tredie Testamente. Det drejer sig om, at intet må rettes, heller ikke tegnsætningen, for man skal kunne stole på, at hvert eneste ord eller tegn, man læser, er skrevet af Martinus selv, og det er skrevet i bøn til Gud. Det er dette budskab, Martinus kom med fra den høje åndelige verden. Han kom med en anden Talsmand, som Jesus forudsiger det, en Talsmand, som skulle blive hos menneskeheden evindelig, og som skulle indeholde hele sandheden.

Menneskeheden modtog denne sandhed, og de kunne ikke forstå den. Der er ingen af os, der virkelig forstod Martinus analyser, som de blev serveret, eller som de blev skrevet. Vi har kun ganske langsomt tilegnet os noget eller nogle af disse kosmiske analyser, men ingen af os kunne virkelig forstå det. Vi stod hver især eller står hver især på hvert vort udviklingstrin, som er resultatet af ikke bare en tusindårig, men en millionårig tilværelse, og de erfaringer, vi har gjort undervejs, har hobet sig op og er så dette standpunkt eller det trin, vi har nået indtil nu. Ingen kan handle efter en erfaring, man får om et eller to år, men vi må alle nøjes med at være dem, vi er. Og vi gør det, så godt vi kan ud fra disse forudsætninger. Vi er alle lige. Martinus siger det sådan: ”De har alle ret. Alle mennesker har ret ud fra deres egne forudsætninger. Andet og mere kan man ikke forlange af dem.”

Vi kan kun hver især lære at forstå, at sådan forholder det sig, og vi må ikke alene respektere det, vi må tilgive hinanden og også elske hinanden, for det er dét, det store bud går ud på. Det samme store bud, som Martinus skriver om i bogen 'Hvad er sandhed', og han kommer frem til samme resultat som Kristus, nemlig, at ”Du skal elske Herren, din Gud, af dit ganske hjerte og af din ganske sjæl og af dit ganske sind” og ”Du skal elske din næste som dig selv”. Det er dette resultat, der skal komme ud af Martinus mission her på Jorden. Martinus skulle med sine værker og sin væremåde bekræfte Jesu Kristi væremåde og tale. Han skulle med sine analyser gøre det klart for enhver, at det er kærligheden, der er livets grundtone, og at alt, hvad der er skrevet og sagt af Martinus og vist igennem hans væremåde, er den kærlighed, der skal komme til at udstråle fra alle mennesker, når de har læst og forstået de oprindelige værker og ikke holdt sig til korrigerede værker.

Det er tydeligt i alt, hvad Martinus siger og gør, at det er kærligheden, der vil komme til at dominere verden, og at der på en måde vil komme til at opstå det, som Kristus forudsiger som et himmeriges rige her på Jorden. Det er klart, at Martinus åndsvidenskabelige analyser ikke forstås på én gang, og at der derfor ligger en meget lang udvikling foran os, i hvert fald en 3000-årig udvikling til det internationale verdensrige. Og dette er så kun porten til det rigtige menneskerige. Så det, der ligger foran os, er ikke udelukkende en behagelig og strålende tilværelse. Den kommer først om flere tusinde år. Men det er foreløbig en kamp imod vor egen lavere natur nedarvet fra dyreriget. Vi har således meget at lære, og vi må hjælpe hinanden til at komme længere frem og prøve at praktisere alle disse ting, der viser kærligheden og det store arbejde, vi hver især får med at tæmme vore sind og alle de dyriske tilbøjeligheder, som vi stadig har i os, for vi skal lære at omgås hinanden i forståelse og kærlighed.

Meningen med denne skrivelse er tillige at få slået fast, hvad jeg inderst inde føler, er absolut Martinus mening med hans mission her og med de ting, som han ønsker at understrege ved hjælp af den dom, som kommer den 11. december. For han er nemlig i stand til at overskygge den dommer, der skal afsige dommen - og kan dermed påvirke dommerens afgørelse.

Vi kan undre os over, at vi har været så længe om at forstå, hvad det var, der var det centrale i Martinus mission. Vi er gået mange forskellige veje, vi er splittet op i næsten to grupper, og der har været umådelig mange misforståelser undervejs. Og alle disse misforståelser viser sig at være absolut nødvendige skridt hen imod forståelse af den virkelige sandhed. Alt, hvad der er skrevet og sagt i forbindelse med det, er alt sammen noget, der har hjulpet os et lille skridt videre. Hele denne periode fra Martinus døde og op til nu vil fremstå som en mørk periode. Vi ser det som en mørk periode, men i virkeligheden er det en periode af lys, når man ser det fra den rette kosmiske synsvinkel.

Det drejer sig også om, at det har været meget vanskeligt for os at komme til at forstå Martinus og hans analyser fuldt ud. Det er først her ved hjælp af dommen, at det bliver klart, at det slet ikke var noget angreb og forsvar. Det var en undervisningsproces i kærlighed til alt og til de mennesker, som har sat sig ind i Martinus analyser. Det har været og er stadig sådan for os, at mørket er kamufleret lys. Men ethvert lys er velsignelse. Enhver fejltagelse er også en velsignelse. Alt sammen bringer det os nærmere til en forståelse af Gud og hans væsen. Det er netop den forståelse, man kan få, når man har arbejdet sig igennem de mange analyser, og så kommer frem til sjette bind af Livets Bog, hvor Martinus omtaler, hvem Gud er: Gud er alt, der er ingenting uden for Gud, vi lever, røres og er i Gud og er på den måde evigt indesluttet i hans kærlighed.

Hvad skal vi lære af denne retssag og de seneste omkring 45 års mørke og tvivl med hensyn til, hvad der skal blive af Martinus Sag, når det tilsyneladende er forkerte mennesker, der har fået til opgave at styre Sagens udvikling, så Martinus Sag ville komme på afveje? Men alt falder tilrette her, alt, hvad der er sket, vil vise sig at være af den største velsignelse for både de nulevende og de efterfølgende inkarnationer.

Lad os afslutte med en tak til Gud og til Martinus for alt det, han har skrevet, sagt og talt, og for hans væremåde. Og vi, der har været Martinus nær, har fået megen kærlighed og kærtegn, hver gang vi mødte ham. Og hver gang vi forlod ham, fik vi et stort knus.

Det er muligt, at jeg på et senere tidspunkt får sagt lidt mere, men jeg følte mig nødsaget til at sige disse ting nu, fordi jeg ikke var sikker på, at jeg ville overleve den 11. december. Men Gud har så mange måder at gøre tingene på, og muligvis kan han give mig kræfter til at fortsætte lidt endnu. Men det var foreløbig det, jeg ville sige, og det er det, som i virkeligheden giver det facit, som Det Tredie Testamente er, eller som Det Tredie Testamente bliver i hver enkelts sind.

Tage Buch - 30. november 2014

PS: Dette brev mailes til alle interesserede i Martinus' Det Tredie Testamente